til AUT online

om Autograf

autograf 8.2, april 1999

Lutoslawski døde

en anmeldelse af Thomas Agerfeldt Olesen



Lutoslawskis Cellokoncert blev torsdag d. 4. marts opført af Frances-Marie Uitti og Århus Symfoniorkester. Cellokoncerten er et af de sidste tredive års største mesterværker, og det er interessant for Autograf at følge sådanne værkers skæbne.

Jeg har personligt et næsten ægteskabeligt forhold til koncerten, jeg har spillet den, da jeg studerede cello og har kendt den siden jeg var 14, så man bedes under læsningen huske, at jeg hele tiden har forsøgt at holde min inhabilitet fra livet.

Koncerten er en rigtig intrumentalkoncert på den måde, at den former sig som en dialog med (og til tider endda kamp mod) orkestret. Celloen sejrer til sidst (Lutoslawski), den er lige ved at blive dræbt af orkestret før codaen (Rostropovich, som koncerten er skrevet til), og den bliver brutalt bragt til tavshed af trompeten efter den 4 minutter lange kadence, som koncerten indledes med. Lutoslawski bruger selv betegnelsen dialog om et andet af sine værker, Chain 2 - dialog for violin and orchestra, så ordet dialog er ikke et fremmedelement i Lutoslawski-ordbogen. Det var det derimod under opførelsen af koncerten på festivalen. Frances-Marie Uitti har de to gange jeg har hørt hende, stået for det værste blandt musikere i forholdet til den nye musik, som hun hævder at have specialiseret sig i. Det værste! Nemlig udnyttelsen af publikums manglende fortrolighed med ny musik i almindelighed og de enkelte værker i særdeleshed. Om det bare er mig, der har været uheldig, ved jeg ikke. Da ny musik har fået ry af at være abrupt, fremmed, grim, usammenhængende, at skabe en følelse af identitetsløshed og forsværge enhver form for betydningsladethed osv., kan man jo gøre med det, der kalder sig ny musik, hvad man vil, blot man holder sig til at bekræfte dette ry. Det brede publikum har ikke en chance og vil efter koncerten som regel kvittere med komplimenten "interessant". Frances-Marie Uitti må høre den kompliment ofte, vil jeg tro.

Koncerten indledes med 15 til 20 gange den samme tone gentaget på en "indifferent" måde. "Indifferente" står der. Uittis måde at tolke ordet "indifferente" på, varslede de næste 25 minutters pinsler: Indifferente som "uden følelse"!!! Uden farve, uden noget som helst, Uitti kastede blot buen ned på strengen og producerede 15-20 tomme d'er. Så var de første strenge slået an, nemlig strengene "abrupt, fremmed og identitetsløs", hvilket på sin vis kunne have været o.k., hvis det var måden at spille på, der skabte følelsen af det abrupte etc., men her var det måden ikke at spille på, der gjorde os abrupte og identitetsløse oven i hovederne. Koncerten gemmer på rigdomme af melodisk opfindsomhed, endda noget så sjældent som melodisk opfindsomhed med kvarttoner. I den nævnte kadence er der små bitte sløjfer af kvarttoner, der giver en fornemmelse af kromatik, der ikke ved, om den skal lægge sig her eller en kvart tone over/under, i små celler af 4-5-6 toner, ofte efterfulgt af en pause. Små bitte ryk, der skal gøres rede for med kærlighed, og som i denne opførelse lød som "sav" hen over strengen, tonerne så hurtige, at man næsten ikke kunne høre, hvor forkerte de var, eller i de langsommere, mere rytmiserede varianter, tonemæssigt uforståelige. Men det var, efter bogen, grimt og forsværgede enhver form for betydningsladethed! Så det...

Men så var der jo dialogen. Der udeblev. Hvis en musik er dialogisk af væsen, er det en dårlig musik, der benytter sig af en "høflig og formel" dialogform, kendetegnet ved energi (eller intensitet om man vil), der hele tiden fosvinder ud af samtalen. Hvis det ene udsagn skal lede til det andet, skal der være en energi, der leder. Også selv om der mellem det ene og det andet udsagn er en pause. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange energien faldt på gulvet, fordi der ikke blot blev ventet for meget (Jorma Panula!), men fordi orkestret et par gange simpelt hen ikke spillede, hvor de skulle (måske fik de ikke deres cue etc.). Sådan døde fx hele indledningen af hovedsatsen efter kadencen ­ som kendetegnes ved solocello-pizzicati, der afføder nogle blomstrende, korte, hendøende ornamenter i harpe, klarinet og klaver ­ da orkestret ganske enkelt udeblev. En anden måde, energi kan dø på: Tempobetegnelser, der ikke bliver taget alvorligt. På ciffer 90 har solocelloen et tempo lavere end ottendedele = 200, som er det sidste tempo i et furiøst udbrud i orkestret. I løbet af få sekunder skal solocelloen ved hjælp af accelerando have nået det gamle tempo, som med den tekstur, der spilles, må betegnes som rasende hurtigt. Aftenens opførelse bød på ca. 2/3 tempo i det "furiøse" udbrud, næsten ingen accelerando, og da orkestret skulle overtage tempoet fra solisten efter accelerandoet: Et gumpetungt (anti-)klimaks uden den karakter af ekstrem furiøsitet, der er foreskrevet i partituret.
Et sidste eksempel: På ciffer 84a, hvor violinerne har arbejdet sig op i et skrigende intenst fortissimo i det højeste leje, udløses det mellemste register i et brag, der er instrumenteret som følger: Klaveret samler sprængkraften i ét punkt, nemlig udløsningspunktet, med et 4 oktaver stort cluster, og messinget sætter ind sammen med klaveret, fortissimo, i en infernalsk trutten. Klaveret er altså sprængkraft og messinget bragets varighed, på en måde. Et fortissimo pizzicato kvæler braget i ét hug. På koncerten skete der det interessante, at klaveret ikke spillede sit cluster på nævnte ciffer, i stedet blev det spillet sammen med nævnte pizzicato cifferet efter, dvs dér, hvor braget skulle kvæles. Sådan noget kommer der selvfølgelig en uhyre interessant musik ud af...
SÅ er det, at jeg skal huske at skrive, at tredje hovedafsnits smukke cantilena blev udført smukt af alle parter.

Jeg ved, at der kun blev ofret to dages prøver på et program bestående af to store hovedværker, Elgars og Lutoslawskis cellokoncerter, den lange cellokoncert i D-dur af Haydn, samt en Sinfonia af Vivaldi. Så jeg har ingen grund til at bebrejde orkestret noget. Men prøveplanlægning og dirigent kunne der siges mere om. Solisten er der sagt nok om.
Anmeldelsen her virker måske som en prototype på sure anmeldelser, men denne gang blev der virkelig blev slagtet et stykke musik for ørerne af os; eller opført et andet stykke musik, et i den grad dårligere stykke, som intetanende mennesker blev bildt ind var Lutoslawskis Cellokoncert. De mennesker, jeg talte med, kunne da også kun kvittere med det kendte, rådvilde "interessant...". Det fortjener en sur anmeldelse, og eftertanke: Hvis heller ikke de få virkelig gode værker fra de sidste 30 år bliver behandlet med respekt, hvad vil der så ske med den nye orkestermusik i fremtiden?! Vi kan da ikke blive ved med at leve med disse evindeligt interessante stykker ny musik!

Lutoslawski: Cellokoncert Solist: Frances-Marie Uitti
Aarhus Symfoniorkester
Dir.: Jorma Panula
Tors. d. 4. 3. 99 i Musikhusets store sal


Thomas Agerfeldt Olesen (f. 1969) er uddannet cellist fra Det jydske Musikkonservatorium, men studerer pt. komposition i Det jydske Musikkonservatoriums solistklasse. Han er medlem af AUTs bestyrelse.

dette nummers indhold

Forsiden

Idé og åbenhed af Bo Gunge

Det radikale nærvær af Peter Vogel

Annonce for Autograf

All that we cannot say interview med Juliana Hodkinson af Lasse Laursen

Indkaldelse til ordinær generalforsamling i AUT

The Analysis of mortality af Juliana Hodkinson

Den danske lyd af Ditte Rasmussen

Lutoslawski døde af Thomas Agerfeldt Olesen

Numus festivalen

Kommende koncerter

Øvrige koncerter

Citatkassen udvalgt af Lasse Laursen



tidligere numre af Autograf

8. årgang
nr. 3
nr. 2
nr. 1