til AUT online

om Autograf

autograf 8.2, april 1999

Det radikale nærvær

af Peter Vogel



Musik er nærvær. Musikken ernærer sig og fødes af sine deltageres rene og skære opmærksomme nærvær, hvad end man er musiker eller tilhører. Musikken har ikke en rumlig tilstedeværelse som ligner andre kunstarters. Den er ikke materiel. "Den eksisterer kun i tid" påstås ofte - bare fordi man ikke kan se den, og fordi den kun eksisterer i selve dens opførelsesøjeblik. Men den har rum - ja, den ligefrem er rum. Den danner rum som ingen anden kunstart. Mentale rum. Hvor skulle den ellers være? Men dens rum eksisterer kun nu og her, og forsvinder så snart dette nu har forvandlet den til fortid. Og hvad har vi så tilbage? En erindring? Et minde? Et minde om en stemning, der blev fortalt af tidens omdannelse af rum til nye rum. Men nærværet forsvinder med ét i fravær. Og tilbage er kun mindet, der måske endnu har en duft af nærhed ved sig.

Det skrivende øre

På denne eller lignende vis forsøges musikkens fænomen ofte indfanget. Musikkens mangel på konkrete udsagn gør den vanskelig tilgængelig. I hvert fald når det drejer sig om instrumentalmusikken og den elektroakustiske musik. Noget anderledes forholder det sig når musikken implicerer stemmen. I samme øjeblik stemmen optræder i musikken, beriges dette nærvær af en stor mængde nærhed - en nærværets kvalitet, som giver musikkens rum et præcist fokuspunkt. Her udsiges musikkens betydning pludselig. Her centreres vores opmærksomhed.
Vi holdes pludselig fast af et langt mere konkret betydende udsagn. Vi lytter opmærksomt med henblik på at forstå. Tale, ordet, stemmen forpligter os til at forstå, og til at deltage i kommunikationen - aktivt. Vi kan ikke bare lade den glide igennem os som en række lyde. Vi ved at stemmen er vores subtile redskab til at udtrykke sindets mange facetter og konstruktioner, og derfor er vi nødt til at høre efter.
Når vi hører en stemme, "spidses vores ører", siger vi. På metaforisk vis bringes vores ører derved ind i et domæne for skriveredskaber. Når vi hører med spidse ører, skriver vi altså også. Vi "skriver os ordenes udsagn bag ørerne". Vi forstår dem og husker dem. Vi arbejder på at forstå dem. Vi lytter. Det er jo ikke bare fladslidte bløde blyanter og engangskugelpenne, der her er på tale. Det er de spidsede blyanter. Det er journalistens parate vågenhed og skærpede opmærksomhed, når han med blyanten i hånden er klar til at trække essensen ud af det brogede landskab af informationer omkring ham. Han er klar til at finde historien, følge den, og ikke mindst: rekonstruere de svage og manglende led. Her må han trække på hukommelsen. Han ved hvordan historien må være, for at den hænger sammen. Han har hørt den så ofte før, og kan let konstruere sig igennem folks dårlige udtalelser og mangelfulde oplysninger.

Vi konstruerer os ud af sanserne

At beskrive lyttefænomenet på den måde illustrerer ganske godt vores erkendelsessystemers (kognitionens) virke. Vi er udstyrede med en evne til at konstruere langt mere end vi sanser - at konstruere os ud af sanserne. Vi danner selv den lyd og den musik vi hører, for ellers forstår vi den ikke. At opfatte vores omverden har at gøre med at konstruere den i de sansedata vi modtager og ud fra vores erindring. At konceptualisere siger psykologerne. Det er den proces der gør det muligt for os at se og høre fænomener som adskilte ting og ikke som én sammenhængende masse. Den gør det muligt at fokusere.
Men hvorfor alt det i en artikel om stemmen. Jo, netop her. For her ligger kernen til forståelsen af musik som en intellektuel udfordring, og her ligger den mest basale forskel mellem den musik der implicerer stemmen, og den der ikke gør det.
Vi må se musik som noget der implicerer lytteren i den forstand, at musikken opstår i lytterens bevidsthed. Og dér er musikken ikke som den er i komponistens hoved. Der bygger den nemlig på, eller rettere bygges den af, lytterens egne subjektive oplevelser og erindringer - og evner. Vores evne til at forstå i det daglige, til at danne forståelige strukturer i det vi sanser, er nemlig en hindring for musikkens vej til vores bevidsthed. Jo længere vi har levet, des mere udviklet og des stærkere er denne spontane evne, og des vanskeligere er det at lade noget indenfor, som ikke er umiddelbart forståeligt. Derfor handler dét at lytte om en anden evne. Evnen til at ophæve den første. Evnen til at lukke sansernes indhold indenfor uden at danne forståelse. Ikke blot at høre, men at høre efter.
Musik har i sig selv en tendens til at befordre denne evne. At åbne vores ører. Derfor er den ligefrem nærvær. Ved at flytte på grænsen for vores aktive skematisering af sanseindholdet skærper den vores opmærksomhed, fordi vi ikke ved, hvad der sker. Det er hvad musik basalt kan.

Når tale bliver til sang

Når stemmen og musikken danner par, er det som om to vidt forskellige størrelser optræder i fællesskab. To uforenelige størrelser. De optræder vidt forskelligt i vores bevidst-hed. Men de betydninger de danner beror dog for begges vedkommende på genkendelse. For musikkens vedkommende på genkendelse af fænomener, som støtter sig til kategorier som lydlige objekter i rummet (en slags inventar), som strukturelle fænomener (rytmiske mønstre og lignende), eller som fænomener, der henviser til eller kopierer former for udtryk og udsigelser (sprog, stemmeføring, udbrud m.m). For stemmens vedkommende genkendes helt konkrete betydninger af ord.
Genkendelse af musikken (eller lydene) er kendetegnet ved at være langt mindre bearbejdet af vores kognition, og er derfor meget rig på detaljer. Vi genkender, nærmest blot som konstateringer, enkle forhold og strukturer, som ledsages af en masse af de oprindelige detaljer. Kognitionen blander sig ikke ret meget i sanseindholdet. Den trækker til gengæld på en del andre funktioner. Ofte danner vi masser af associationer, og i hvert fald ledsages musikken af en del emotioner.
Hvad stemmegenkendelsen angår er det anderledes. En stor del af hjernens kapacitet er afsat til netop arbejdet med stemmen og sproget. Den langt større bearbejdelse resulterer i, at vi umiddelbart ikke bemærker ret mange detaljer i stemmens lyd, men til gengæld oplever vi en meget klar betydning af ordet.
Når musikken og stemmen følges ad ændres forholdene. Der pilles ved vores måde at opleve på. Stemmen vinder meget opmærksomhed på bekostning af musikkens detaljer. Til gengæld rykker musikken ved grænsen for vores bearbejdelse af sanseindholdet. Vi fokuserer derfor langt mere på stemmens lyd. Der sker en markant nedprioritering af ordenes betydning, som ellers er den stærkeste. Nogle gange kan vi endda næsten glemme at lytte til den.

Stemmens musik

Endnu mere sker der, når ordene helt løsrives fra deres grundlag, fra betydning og syntaks. Den chockeffekt, der derved opstår, giver både en skærpelse af opmærksomhed, og en ekstrem lytten til stemmen som lyd. Stemmen bliver på den måde til et lydobjekt, uden at den mister sit potentiale som den man kan identificere sig med. Dens grundlæggende funktion fjernes, men menneskets stærke evne til at reagere på stemmen fjernes aldrig. Vi hører derved stemmen som Det Menneskelige, eller os selv, sat ind i musikkens rum - som en slags symbolsk repræsentation. Stemmen reduceres, men det udmønter sig egentlig ikke som en mindreværdsfølelse. Snarere som en opprioritering eller oppustning af det musikalske rum. De andre elementer får derved langt mere plads, og en oplevelse af tilstedeværelsen af musikkens egen tidshorisont synes at være resultatet - en tid som sætter uret ud af drift. Værket manifesterer sin egen virkelighed.
Musikken og stemmen, stemmens musik, tager fat i lytteren allerede før han/hun ved af det. At bringe de to sammen er som at give stemmen det tilbage, som den mistede da vores skriftkultur blev dominerende: Stemmens pragmatiske udtryksside. Tonefald, stemmens gestik. Ikke nødvendigvis i en naturlig syntese, men altid i en syntese med et meget stærkt udtryk.


Peter Vogel (f. 1972) studerer i øjeblikket musikvidenskab og semiotik ved Århus Universitet. Han er medlem af AUTs bestyrelse.

dette nummers indhold

Forsiden

Idé og åbenhed af Bo Gunge

Det radikale nærvær af Peter Vogel

Annonce for Autograf

All that we cannot say interview med Juliana Hodkinson af Lasse Laursen

Indkaldelse til ordinær generalforsamling i AUT

The Analysis of mortality af Juliana Hodkinson

Den danske lyd af Ditte Rasmussen

Lutoslawski døde af Thomas Agerfeldt Olesen

Numus festivalen

Kommende koncerter

Øvrige koncerter

Citatkassen udvalgt af Lasse Laursen



tidligere numre af Autograf

8. årgang
nr. 3
nr. 2
nr. 1