07.10.16 - AUT 50 år – Festkoncert med faldende klaver
AUT og Aarhus Symfoniorkester inviterer til storslået festkoncert
Denne koncert er en helt unik chance for at høre noget af den mest spændende symfoniske musik, der skrives i dag. Her præsenteres værker af både helt unge og internationalt anerkendte komponister, spillet af et virtuost symfoniorkester, dirigeret af en af verdens førende dirigenter.
Koncerten forholder sig på én gang helt loyalt og fuldstændig frit til den symfoniske koncertform, og iscenesætter og forvrænger de ritualer og traditioner, som har gjort sig gældende i koncertsale verden over de sidste 300 år.
Lasse D. Hansens ”Stemning” lader musikken opstå ud af stemningen af alle orkestrets instrumenter og baner vejen for koncertens overture: ”Aeriality” af islandske Anna Thorvaldsdottir, som i de seneste år har taget anmeldere og publikum verden over med storm. Vi følger op med et værk, der her får sin længe ventede danske premiere: Simon Steen-Andersens prisvindende ”Piano Concerto”, som bygger på lydene fra et koncertflygel, der har foretaget et fald på 8 meter mod et betongulv! I dagens anledning får vi også en festtale sat i musik af Mathias Monrad Møller. Hans komposition er dog kun et forslag til symfoniorkestrets musikere, som han ønsker at give helt frie hænder i værket. Programmet rundes af med Rasmus Zwickis “Sidste Symfoni” – en symfoni i fire satser, hvor alt dog hurtigt viser sig ikke at være helt som vi er vant til, og hvor overraskelserne sniger sig ind i det klassiske koncertformat på måder, vi af åbenlyse årsager ikke kan afsløre her.
Festkoncerten markerer Aarhus Unge Tonekunstneres 50 års jubilæum, som fejres gennem hele 2016.
Medvirkende:
Aarhus Symfoniorkester
Baldur Bronnimann, dirigent
Nicolas Hodges, klaver
Program:
Lasse D. Hansen: Stemning – uropførelse
Anna Thorvaldsdottir: Aeriality – Danmarkspremiere
Simon Steen-Andersen: Piano Concerto – Danmarkspremiere
- PAUSE -
Mathias Monrad Møller: Speech – uropførelse
Rasmus Zwicki: Sidste Symfoni
Festkoncerten er arrangeret af Aarhus Symfoniorkester og AUT – Aarhus Unge Tonekunstnere i samarbejde med Det Jyske Musikkonservatorium og SPOT Festival.
Festkoncerten er støttet af Augustinusfonden, Aarhus Kommunes Musikpulje, Dansk Komponist Forenings Produktionspulje og KODA’s kulturelle midler, Edition•S, Edition Wilhelm Hansen, SNYK og Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik.
#autdk50
