18.11.14 - Buenos Aires – opera af Simon Steen-Andersen med Neue Vocalsolisten Stuttgart (DE) & asamisimasa (NO)
Den 18. november vender den multiprisvindende danske komponist Simon Steen-Andersen hjem til Aarhus for at præsentere sit nyeste værk: Kammeroperaen Buenos Aires.
Det er en moderne opera uden klassisk operasang, men med video, elektronik og vindmaskiner, der hvirvler vores forestillinger om den gamle genre langt ud i stratosfæren.
Buenos Aires, som både er opkaldt efter den argentinske by, men også betyder “God Luft”, er en splinterny fortolkning af opera-mediet og komponisten er librettist, scenograf og instruktør i et forsøg på at integrere alle disse elementer så tæt som muligt.
Selvom Buenos Aires ikke lader klassisk operasang strømme ud over scenekanten, afholder det ikke Simon Steen-Andersen fra at samarbejde med ét af bedste vokalensembler i verden; tyske Neue Vocalsolisten Stuttgart, som indtager scenen på Granhøj Dans sammen med det anerkendte norske avantgardeensemble asimisimasa.
Simon Steen-Andersen skriver:
”For nogle mennesker – og måske allermest for folk fra Skandinavien – er beherskelsen af krop og følelse en del af vores indre diktatur. En sådan diagnose er nok nemmest at stille, når vi konfronteres med kulturer, der er kendt for at være mere udadvendte i sine udtryk, som for eksempel argentinerne. På den anden siden har Argentina en historie, der vidner om brutale diktatorer, der afholder sit folk fra at udtrykke sig direkte.”
Ifølge komponisten medfører begge dele i nogle tilfælde helt sublime former for udtryk, intimitet og skønhed.
Buenos Aires kredser også om det absurde i at man i en opera foregiver, at man kommunikerer gennem sang. Det påpeger én af karaktererne i første scene ved at foreslå tre mulige løsninger på operaens åbenlyse problemer:
1) Lad kun karaktererne synge, når de faktisk synger i selve historien!
2) Lad historien udspille sig i en anden virkelighed, hvor sang er en accepteret form for kommunikation, eller:
3) Lad være med overhovedet at bruge stemmen, find alternative kommunikationsformer med andre musikalske biprodukter!
Buenos Aires er en international samproduktion, som blev uropført 18. september 2014 på Ultima Oslo Contemporary Music Festival. Efter opførelserne i København (under Wundergrund) og Aarhus fortsætter operaen til den hollandske November Music Festival, den engelske HCMF (Huddersfield Festival) og ECLAT Festivalen i Stuttgart.
Få danske komponister har opnået så stor international anerkendelse som Simon Steen-Andersen, og AUT og Wundergrund Festival glæder sig over at kunne præsentere komponisten på ‘hjemmebanen’ i Aarhus!
BILLETPRISER:
150 kr. / 75 kr.
SPILLETID/-STED:
18.11.14 · 20:00
Granhøj Dans, Klosterport 6, 8000 Aarhus C
Arrangeret i samarbejde med Wundergrund Festival.
AUTs koncerter er støttet af Statens Kunstråds Musikudvalg, Dansk Komponist Forenings Produktionspulje, Wilhelm Hansen Fonden og KODAs nationale midler, og Kulturudviklingspuljen, Aarhus Kommune.
Buenos Aires er desuden støttet af
Goethe-Institut Dänemark, Auswärtiges Amt (udenrigstjenesten).
