09.10.17 - Carl Nielsen & Anne Marie Carl-Nielsens Legat til Line Tjørnhøj

En af landets største hæderspriser til danske kunstnere uddeles i år til komponisten Line Tjørnhøj. Line Tjørnhøj var i mange år formand for AUT, men det er for hendes kunstneriske arbejde, at hun og tre andre modtagere får tildelt Carl Nielsen & Anne Marie Carl-Nielsens Legat på hver 750.000 kr.

Line Tjørnhøj tager ofte fat i temaer, der er fremmede i kunstmusiksammenhæng, og udvikler inderligt ekspressive musikalske udtryk for tilspidsede moralske og sociale dilemmaer. På den måde giver Tjørnhøj helt bogstaveligt en stemme til tabuiserede skikkelser og sindstilstande. Hendes projekter spænder på tværs af kulturer og deres respektive musikalske udtryk og har skabt hende et internationalt arbejdsfelt, der afspejles i selve det musikalske stof. Line Tjørnhøj tildeles hædersprisen som en anerkendelse af sit bidrag til at udvide det musikalske udtryksfelt og en opmuntring til at blive ved med at gøre det fremover.

Prisoverrækkelsen sker i forbindelse med en koncert i Det Kgl. Danske Musikkonservatoriums koncertsal, København, lørdag den 9. december 2017 klokken 15:00 med deltagelse af bl.a. Danmarks Underholdningsorkester (DUO), hvor der vil blive opført følgende værker af og med de andre prismodtagere: Kort åbningsstykke af Carl Nielsen med DUO, Agony af Line Tjørnhøj, Carl Nielsens strygekvartet i G-mol, Opus 13, af Nightingale String Quartet, “Nach Klänge hin ….” af Birgitte Alsted med elektronik, Duo Gelland og DUO samt Carl Nielsens fløjtekoncert med Ulla Miilmann.

AUT ønsker alle modtagere hjerteligt tillykke og siger tak til Line for det gode samarbejde!

Man kan opleve Line’s nye opera AGONY – an eating opera - @ Åbne Scene – Godsbanen - fra 20.-27. oktober!
(Billetter findes via eventen)

Lørdag den 28. oktober er AUT værter for en Releasekoncert: Ars Nova Copenhagen hvor Lines vokalværk ‘Vox Reportage’ vil blive fremført af Ars Nova Copenhagen.
Gratis adgang!

Foto: Anders Bigum