30.05.18 - AUT støtter udgivelse med ny musik for guitar og elektronik

AUT – Aarhus Unge Tonekunstnere – har støttet den nye udgivelse CONNECT på Dacapo Records. CDen udkommer den 7. juni 2018 og der er i den forbindelse gratis releasekoncert i B-huset, Godsbanen, Skovsgaardsgade 3, 8000 Aarhus C klokken 19:00-22:00. Se mere info på Facebook-eventen her.

Bag udgivelsen står guitaristen Jakob Bangsø, der er uddannet fra Det Jyske Musikonservatorium. Igennem de sidste par år har han samarbejdet med komponisterne Tine Surel Lange, Andreja Andric, Klavs Kehlet Hansen, Wayne Siegel og Kaj Duncan David for at udvikle musik til CONNECT.

Musikken på udgivelsen udspringer af nysgerrigheden efter forbindelsen mellem det akustiske og digitale, musiker og computer, det levende og det “gen-hørte”. Guitar og elektronik er jævnbyrdige partnere.

Til releasekoncerten vil flere af værkerne blive fremført af Jakob Bangsø og efter en kort pause, hvor der bydes på et glas vin, vil der være et oplæg ved lydkunstner Morten Riis (Ph.d, post doc ved Aarhus Universitet) med titlen “Menneske- [og/eller] maskine-musik” – historiske, teoretiske og objektive nedslag.

Der er gratis entré og det vil være muligt at købe CDen til særpris på koncerten!

==============
Projektet er støttet af Statens Kunstfond, AUT – Aarhus Unge Tonekunstnere, Dansk Musiker Forbund – DMF, Dansk Solistforbund og Solistforeningen af 1921.