30.12.16 - Tak for 2016!

AUT vil gerne takke for et fantastisk jubilæumsår 2016 og ønske alle et Godt Nytår!

AUT-formand Line Tjørnhøj skriver:
”Kære venner, kolleger og nysgerrige musikelskere, der følger AUTs aktiviteter.
Tak for et forrygende jubilæumsår! Vi er stolte og glade over, at det har været muligt at præsentere helt særlige koncertoplevelser på højt niveau.
Jeg vil gerne takke alle for velvilje og positiv indstilling overfor vores initiativer og aktiviteter i 2016. Vi har forberedt et meget alsidigt og spændende program for 2017, som jeg glæder mig til at opleve. Det er nemlig også tid for mig at takke af som formand og det er med hjertet fuld af kærlighed og glæde – og en snert af vemod – over de fantastiske år, jeg har delt med dedikerede unge tonekunstnere i Aarhus. Jeg er spændt på hvad de næste år bringer for musikken og jeg er fuld af fortrøstning.

Med de bedste hilsner
Line Tjørnhøj”

I anledningen af vores jubilæum fik vi i samarbejde med SEISMOGRAF udarbejdet en række artikler om AUTs historie – fra opstarten i 1966 til nu. Du kan læse artiklerne via følgende link. Blandt artiklerne finder man blandt andet et interview med Line Tjørnhøj og Allan Gravgaard Madsen.

·:·:·:·:·:·:·:·:·:·:·

Vi startede jubilæumsåret op i februar 2016 med projektet ‘Corpse in Context’ på Ambassaden. Engelske Neil Luck havde taget sit ensemble ARCO med til Aarhus, hvor de indgik i et samarbejde med den elektroniske komponist Sebastian Edin. Sammen skabte de en koncert med fokus på det fortællende og kropslige i musikken. Koncerten bød på performance med ARCO, hvor forskellige musikalske scenarier udspillede sig med et persongalleri, der spændte fra alt fra Dracula til en mørkklædt ninja, men også uropførelsen af Sebastian Edins elektroniske værk ‘Lethe’. I værket bliver komponisten selv omdannet til en slags højtaler med tonegeneratorer spændt fast direkte på huden på forskellige steder på torso og hænder og lyden frembringes ved at knoglerne og en metalplade sættes i svingninger.

Se billeder via dette link!

·:·:·:·:·:·:·:·:·:·:·

Den 31. marts kom det svenske superensemble, Curious Chamber Players, på besøg med fire musikere. AUT støttede koncerten, der fandt sted på Ambassaden, og man kunne opleve værker af Malin Bång, Maurizio Pisati, Salvatore Sciarrino, Tomi Räisänen og Rei Munakata samt et nyt værk af Henrik Denerin, der blev uropført ved denne lejlighed.

Se billeder via dette link!

·:·:·:·:·:·:·:·:·:·:·

Den 30. april havde den symfoniske sangcyklus BEINTA premiere. Værket blev komponeret af Anna Katrin Øssursdottir Egilstrød og Allan Gravgaard Madsen på bestilling af AUT. Premieren fandt sted i et samarbejde med SPOT Festivalen og Aarhus Symfoniorkester. Publikum og anmeldere var meget begejstret og værket modtog i december 2016 Statens Kunstfonds Præmiering med ordene:

”BEINTA er et gribende smukt og dramatisk symfonisk kvad, frigjort af genrer og tradition. Orkestreringen har skabt et særligt dybt perspektiv med overraskende detaljer og stemmen fuldt integreret. Lytteren omsluttes af værket, som ramme om de indre landskabers dramatiske kompleksitet. Det er tristesse og medrivende Nordic Noir.”

Skulle man have lyst til at læse anmeldelserne og andet, så har forlaget Edition·S samlet dem via dette link!

·:·:·:·:·:·:·:·:·:·:·

Den 7. maj 2016 indtog Aarhus Symfoniorkester, Vokalgruppen Concert Clemens og et hold solister en solbeskinnet Jægergaardgade med Line Tjørnhøjs gadeopera TUSK. Musikerne stod på gaden, i butikker, i lejligheder og på altaner og fremførte værket og dannede derved rammen for en slags musikalsk installation, hvor det talstærke publikum kunne bevæge sig frit rundt og skabe deres egen version af værket.

Forlaget Edition·S har samlet artikler, tv-indslag med mere via dette link!

·:·:·:·:·:·:·:·:·:·:·

Maj var en travl måned for AUT, da vi også der samarbejdede med SPOR Festivalen i forbindelse med vores jubilæum. AUT havde inviteret de to unge ensembler, engelske Another Contemporary Music Ensemble og østrigske The Black Page Orchestra, til at danne en koncert sammen og resultatet kunne opleves den 15. maj på Granhøj Dans. Koncerten indeholdte værker af Mirela Ivičvić, Matthias Kranebitter, Vitalija Glovackyte, Michael Cutting og Jennifer Walshe.

Se billeder via dette link!

·:·:·:·:·:·:·:·:·:·:·

Sommeren står som altid på Aarhus JazzFestival og igen i år var AUT at finde blandt samarbejdspartnerne. Vi havde inviteret det franske ensemble Spat’Sonore til Aarhus og de spillede to koncerter i Dansestudiet i Bissensgade den 14. og 15. juli. Ensemblet er kendt for at bygge instrument-installationer, som publikum sidder inde i imens musikken på de forskellige instrumenter bliver fremført. En ægte surround-sound oplevelse med musik skrevet til lejligheden.

Se billeder via dette link!

·:·:·:·:·:·:·:·:·:·:·

Efter en lille sommerferie deltog AUT i åbningen af det nye NonSpace, det tidligere Ambassaden, den 2. september. Dagen bød på et eksperimenterende kulturprogram og AUT deltog med Duo Sakham/Jalving.

·:·:·:·:·:·:·:·:·:·:·

Kulminationen på vores jubilæumsår var et brag af en festkoncert, hvor den internationalt anerkendte stjernedirigent Baldur Brönnimann styrede slagets gang fra podiet foran et velspillede Aarhus Symfoniorkester samt Ny Musik-superstar Nicolas Hodges, der medvirkede som solist i danmarkspremieren på Simon Steen-Andersens ‘Piano Concerto’.

Koncerten blev til i samarbejde med Aarhus Symfoniorkester, Det Jyske Musikkonservatorium og SPOT Festival og indeholdte uropførelser af nye værker af Lasse D. Hansen og Mathias Monrad Møller, danske premierer af værker af Anna Thorvaldsdottir og føromtalte Simon Steen-Andersen samt en opførelse af Rasmus Zwickis ekstraordinære ‘Sidste Symfoni’.

Vi havde fire anmeldere tilstede til koncerten, der var kurateret af AUT og produceret af Aarhus Symfoniorkester, og alle anmeldelserne fremhæver den gode oplevelse, som de havde under koncerten:

Politikens anmelder kvitterede med topkarakter ( 6 hjerter ) og skrev blandt andet:

“En ny generation af unge og yngre danske komponister bruger hjernen og humoren foruden interaktivitet, ny teknologi og alt, hvad de har lært om de gamle mestre, til at vride traditionen, så nye oplevelser opstår. Oplevelser, alle – også de mange inviterede teenagere, der var til stede ved festkoncerten i Symfonisk Sal fredag aften – kan få noget ud af.”

Læs hele anmeldelsen via dette link! (kræver abonnement)

Jyllands-Posten gav 5 stjerner og anmelderen skrev:

“Samlet var indtrykket, at disse nye komponister ikke bare vil gøre oprør mod den velkendte, symfoniske harmoni, men via begavet fantasi og leg bane nye og meningsgivende veje for symfonisk musik. Legen med de konventionelle rammer for en symfonisk koncert er også meget forfriskende. Mere af det!”

Læs hele anmeldelsen via dette link! (kræver abonnement)

Stiften gav ligeledes 5 stjerner med ordene:

“[...] overraskelserne stod i kø. Hvis klassiske koncerter havde bare 20% af denne legende uhøjtidelighed, ville de være så meget sjovere at opsøge, og kærlighedsrelationen mellem den nye musik og publikum så lettere at have med at gøre.”

Læs hele anmeldelsen via dette link!

John Christiansen skrev følgende på sin blog, jcKlassisk.dk:

“Det er spændende at opdage ny kompositionsmusik, som har en åbenhed, som også et rent klassisk publikum kan gå til. [...] Det var forfriskende.”

Læs hele anmeldelsen via dette link!

I kan se flere billeder fra koncerten på AUTs Facebookside via dette link!


·:·:·:·:·:·:·:·:·:·:·

Den 22. oktober var der en åben Artist Talk, hvor man kunne få et indblik i de første erfaringer, som et hold af de mest spændende og nyskabende internationale komponister, iscenesættere og visual artists havde gjort sig i forbindelse med udarbejdelsen manifestet ‘Rethink Grand Opera’. Manifestet skal bruges, når eventen Opera Mass Actions opføres i maj 2017 med interaktioner i Aarhus centrum – lige der hvor folk færdes, som en naturlig del af deres hverdag. Mere info følger! Arrangeret i samarbejde med Aarhus Universitet (Dramaturgi), ILT Festival og 30 operakunstnere fra England, de nordiske og baltiske lande, Tyskland, Frankrig og Mellemøsten.


·:·:·:·:·:·:·:·:·:·:·

I AUT er det en kerneværdi at støttet unge ensembler og lokale initiativer for eksperimenterende musik. Et af de ensembler er Faces Ensemble, der den 17. november indbød til koncert i Dome of Visions med støtte fra AUT. Til koncerten kunne man opleve værker af Lasse D. Hansen, Line Tjørnhøj, Aya Yoshida, Filip Melo, Finnur Karlsson, Loïc Destremau og Allan Gravgaard Madsen. Sammen med det internationalt sammensatte ensemble kunne man således opleve et internationalt team fra Danmark, Spanien, Frankrig, Estland, Norge, Sverige, Island og Japan.

Se billeder fra koncerten via dette link!

·:·:·:·:·:·:·:·:·:·:·

Som afslutning på vores jubilæumsår, så kunne vi i samarbejde med foredragsrækken PechaKucha byde velkommen til ‘Musikken har ordet’ af Lasse D. Hansen. Holdet, der bestod af Jens Kepny Kristensen (oplægsholder), Anna Jalving (violin), Anja Nedremo (saxofon), Frederik Sakham Lomborg (kontrabas) og komponisten selv på klaver, deltog til de såkaldte PechaKucha Nights i Svendborg, Aarhus og Kolding i december 2016 og der er allerede planlagt to nye arrangementer i 2017: Den 21. februar 2017 i Esbjerg og den 22. februar i København. Se mere på aut.dk i kalenderen.

·:·:·:·:·:·:·:·:·:·:·

Håber vi ses til vores arrangementer i 2017! I mellemtiden kan I følge med på vores hjemmeside, instagram eller Facebook, som alle opdateres jævnligt. Se links nedenfor.

Godt Nytår!

Sebastian Edin opfører sit værk 'Lethe'. | Foto: Allan Gravgaard Madsen
Curious Chamber Players | Foto: Allan Gravgaard Madsen
Anna Katrin Øssursdóttir Egilstrøð | Foto: Ditte M. Joensen
Musikere fra Aarhus Symfoniorkester i Jægergaardsgade | Foto: Anders Bigum
ACM Ensemble og The Black Page Orchestra mødes til prøve | Foto: Allan Gravgaard Madsen
Spat'Sonore øver | Foto: Frederik Sakham Lomborg
Dirigent Baldur Brönnimann og Aarhus Symfoniorkester | Foto: Allan Gravgaard Madsen
Ballon fra Rasmus Zwickis 'Sidste Symfoni' stiger til vejrs | Foto: Allan Gravgaard Madsen
Rasmus Zwicki giver et kram til dirigent Baldur Brönnimann | Foto: Allan Gravgaard Madsen
Dansk premiere på Simon Steen-Andersens 'Piano Concerto' med Nicolas Hodges, Baldur Brönnimann og Aarhus Symfoniorkester | Foto: Allan Gravgaard Madsen
Stemningsbillede før koncerten med Faces Ensemble i Dome of Visions | Foto: Allan Gravgaard Madsen
Fra prøve på 'Musikken har ordet' af Lasse D. Hansen | Foto: Anna Jalving